Jeg synes det er underligt, at man kan finde på at betegne en dag ved hvad man ikke spiser. Nogle af dem der afskyr kødløs dag, holder sikkert somme tider grønsagsløs dag, men det tror jeg ikke de kalder det. Kender I ikke det, at man er nødt til at rydde en hel buffet for pynt (tomatbåde, peberfrugt osv.) for at få sine grønsager? Eller man er ude og får serveret kød, kartofler og sovs - måske lidt surt, hvis man er heldig?
Nå, men jeg har altså igen i dag ikke spist noget kød, men jeg har i hvert fald ikke følt mig snydt. Jeg har taget en fridag, og så er der jo lidt flere muligheder til frokost.
Frokost: Jeg fandt nogle rester af grill-grønt og steget løg og courgetter i køleskabet, som lige fik en omgang på panden. Dertil lavede jeg en omelet med lidt basilikum til og supplerede med cherrytomater. Ingen brød - det blev gemt til aften.
Aftensmad: Pitabrød med salat og falafel. Jeg havde gemt alt mit brød og byttede en frugt, så kan der blive til 1½ pitabrød. Til falafel bruger jeg den opskrift man finder på Heede (se link-listen til højre). Dertil icebergsalat, agurk, peberfrugt og tomat i strimler, og en dressing af DDV-yoghurt med hvidløg og persille. Jeg havde problemer med at spise op - det var godt nok meget mad.
Man kan vænne sig så meget til kikærter, at man til sidst elsker dem. Jeg satte ½ kg tørre kikærter i blød i aftes og kogte dem 1½ time her i eftermiddag. De passer jo sig selv på komfuret, så det er ikke svært. Der blev ca. 1,3 kg kogte kikærter, og dem jeg ikke brugte, kom i fryseren. Nemt og billigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar