mandag den 5. juli 2010

En god start

I dag har jeg været super entusiastisk, så jeg er startet med at udskrive 8 ugeskemaer og udfylde dem med navn og ugenummer. Det er altid en god idé at planlægge hvad man vil spise, så jeg har også planlagt aftensmad frem til og med torsdag. Frokost må komme hen ad vejen - jeg har ferie denne uge, så der er mange muligheder.

Frokost
Rugbrød med fiskesalat, cherrytomater og en rest af salat og grønsager fra i aftes.

Fiskesalaten
50 g DDV yoghurt, 5 g mayonnaise, 100 g kold fisk (ising), lidt hakket rødløg og kapers. Smages til med salt og peber.

Aftensmad
Jeg havde egentlig tænkt at lave mad i grillen, men da det blev overskyet, kom det i ovnen i stedet for. Det gjorde jeg sådan her:

Fiskepakker med bagte kartofler (2 personer)
Jeg startede med at tænde ovnen på 200 grader og lægge tre små bagekartofler i et fad og sætte dem ind. Jeg stillede uret på 1 time.
Jeg rev to store stykker stanniol af rullen, og derpå lagde jeg:
Gul/grøn squash i tynde skiver, rødløg i tynde skiver, gulerødder i tændstiktynde stave, rød peber i små tern, broccoli i tynde skiver/små buketter, torskefilet i passende stykker samt halve cherrytomater. Salt, peber og basilikum over.
Stanniolen blev pakket godt sammen om fyldet, og de to pakker kom op i et fad, som blev sat ind til kartoflerne, da der var 35 minutter tilbage.
Det blev rigtig lækkert. Min mand syntes det var meget mad, han kunne ikke spise op.
Det er ikke nødvendigt at bruge fedtstof - fisken og tomaterne afgiver væde nok til, at det ikke brænder fast i bunden.
Hvis man er bagud med sit fedtstof - eller hvis man ikke skal tabe sig - kan man lade en lille klat DDV margarine eller smør smelte over fisk og grønsager, når man pakker op.

Og så har jeg jo oprettet denne blog - endnu en lille ting, der skal hjælpe mig med at holde mig på sporet.
Lige om lidt spiser vi jordbær :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar