Frokost: Jeg havde ikke fået lavet madpakke, så det blev til det jeg kalder en "mandagsmadpakke": Rugbrød, en dåse makrel i tomat (det skal være SAEBY, den er uden sukker), 10 g mayo (jeg laver en lille "kræmmerpung" af husholdningsfilm og prikker hul på den med en gaffel når jeg skal spise), agurk og cherrytomater.
Aftensmad: Dampede rødspættefiletter med broccoli/blomkålssalat.
Broccoli/blomkålssalat
Jeg startede med at gøre kålen i stand og skære den i små buketter, broccolistænglen i tynde skiver. Dem dampede jeg i 2 minutter og lod dem køle af i en sigte.
Imens skrabede jeg et læs nye kartofler til familien og satte dem over.
Til salaten lavede jeg en dressing af 1,5 dl ylette, 2 spsk. ketchup og sød chili (pulver) - det smager som thousand island dressing. Jeg lagde tomatbåde rundt i kanten, det så pænt ud.
Dampede rødspættefiletter
Rødspættefiletterne blev skåret igennem på langs og rullet sammen fra den tynde ende med skindsiden indad, og stillet på højkant i en gryde og dryssede lidt salt over. Jeg hældte en lille sjat vand i og bragte det i kog under låg. Da det kogte, slukkede jeg og lod det stå på eftervarmen 5-10 minutter. På den måde får fisken ikke for meget.
Jeg tog fisken op og dryssede med reven citronskal og friskkværnet peber, og hældte citronsaft og lidt dryp af olivenolie over (manglede 1 tsk olie).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar