Jeg gik på vægten igen i morges og kunne konstatere, at jeg igen har taget 0,1 kg på siden sidste uge. Det samlede vægttab er nu 3,6 kg, hvilket selvfølgelig ikke er dårligt efter 4 uger, men jeg er nu utålmodig. Jeg vil ikke sige, jeg vænner mig til at det går i stå, men jeg var da forberedt. Især i lyset af at jeg igen har fået penicillin, og jeg ved at den øgede motion får vægten til at stige i en periode. Men næste uge må det altså godt gå den rigtige vej igen!
Frokost: Rugbrød med røget makrel med røræg og purløg, auberginesalat, peberfrugt og cherrytomater.
Jeg havde rørt auberginemosen med lidt fint hakket rød peber i dag, det har jeg fået i Grækenland.
Aftensmad: Lam i fad hedder den originale opskrift, som stammer fra en lammekogebog, Brugsen udgav for mange år siden. Mine børn har nu døbt den "Lammenam". Opskriften nedenfor er lidt opdateret - i den gamle opskrift stegte man i margarine!
Lammenam (4 pers.?)
3 løg
½ kg lammekød
lidt olivenolie
4 tomater
1-2 auberginer (ca. 450 g)
2-3 courgetter (ca. 500 g)
2 grønne pebre
1 tsk. salt
½ tsk. stærk paprika
Løg og lammekød skæres i store tern og brunes i olie på en pande.
De øvrige grønsager skæres i store tern og lægges i bunden af et stort ovnfast fad eller en lille bradepande. Kød og løg, salt og paprika fordeles over grønsagerne.
(I den oprindelige opskrift lægger man margarineklatter over her, det gør jeg altså ikke - dryp evt. med lidt olie)
Læg låg eller alufolie over fadet og bag herlighederne i ovnen 1-1½ time ved 200 grader til det hele er mørt.
Grønsagerne kan varieres efter hvad man har og kan skaffe. I dag havde jeg kun 2 tomater og 1 aubergine. Til gengæld havde jeg 800 g courgetter fra haven, men ingen grønne pebre, så jeg brugte en gul og en rød. Desuden havde jeg nogle champignons, der trængte til at blive brugt, de blev svitset i kvarte og lagt på sammen med løg og kød. Og så brugte jeg i øvrigt 800 g kød - det var hvad der var i pakken.
Der blev til os tre (2 mænd + mig) og en portion med mange grønsager til fryseren. Mændene fik grovflûte til.
Næste uge har jeg tabt mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar