Jeg har haft en rigtig god dag i dag - ikke på grund af maden eller motionen eller vægten, og jeg har sådan set også haft hovedpine - men arbejdsdagen er bare gået så godt, så jeg er glad :-). Med hensyn til mad går jeg ind for genbrug, som overskriften siger:
Frokost: Fiskesalat med resterne af fisken far i aftes (se 5. juli) på rugbrød og salat af rød og gul peber i små tern med lidt olivenolie og balsamico. Desuden en stor håndfuld små nye gulerødder, som blev spist i løbet af formiddagen.
Aftensmad: Bønnegryde
Jeg havde købt økologiske Kawuula bønner, som skulle prøves. Jeg havde fået dem kogt for et par dage siden, så nu skulle de efterhånden bruges. De ligner en mellemting mellem hvide og brune bønner, og det viste sig at de faktisk smagte ganske godt. Lidt melede, det er bønner altid, men de er til gengæld gode til at suge suppedas, hvis man moser dem lidt. Bønnegryden blev med tilsatte rester:
Bønnegryde (som den blev i dag...)
2 tsk olivenolie
2 løg
2 fed hvidløg
3 gulerødder
1 gul peber
1 rød chili
1 dåse hakkede tomater
grønsagerne fra en rest grønsagssuppe fra i går (Krogerups fiskesuppe var det, og jeg hældte bare suppen fra)
stærk chili, paprika, spidskommen og salt
200 g tørrede bønner, som var blevet udblødt og kogt, og vandet hældt fra.
Løg i små tern blev svitset i olie. Fint hakket hvidløg og gulerødder i skiver tilsat og svitset med. Dernæst den gule peber, chili i små tern og tomaterne samt grønsagerne fra suppen i går. Jeg kogte det godt igennem og vejede en portion på ca. 500 g af til mig selv i en separat gryde. Der kom 200 g bønner i min portion og resten af bønnerne i resten af grønsagerne - til 2 mænd, som også fik kogt couscous.
Jeg blev mæt, og mændene levnede. De er vist i virkeligheden heller ikke så vilde med bønner....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar